For at de sociale bevægelser, der har hævdet sig overalt i Europa i de seneste år, kan få varigt fodfæste og forstærkes, er det vigtigt at samle ­ i første omgang i europæisk målestok ­ de pågældende sammenslutninger, fagforbund, foreninger og NGO er, der kæmper for de fundamentale rettigheder, i et organiseret netværk, hvis form ikke ligger fast på forhånd, og som vil være i stand til at forene kræfterne, formulere målene og udarbejde fælles projekter. Disse bevægelser har, trods deres forskellige karakter og til dels forskellige opfattelser, blandt andet det til fælles, at de optræder til forsvar for alle de mennesker, der er blevet ladt i stikken af den neoliberale politik, og i samme forbindelse de problemer, der er blevet ladt i stikken af denne politik.

Disse problemer er blevet ignoreret eller fortrængt af de socialdemokratiske partier, der først og fremmest interesserer sig for at administrere den etablerede økonomiske orden på en sådan måde, at de kan bevare administrationen af Staten, og som derfor affinder sig med voksende ulighed, arbejdsløshed og utryghed. Det er vigtigt, at en virkelig kritisk modmagt bliver i stand til at sætte dem varigt tilbage på dagsordenen ved hjælp af forskellige aktionsformer, der ­ som i Seattle ­ udtrykker medborgernes forhåbninger.

Da denne modmagt må tage kampen op med internationale kræfter, med multinationale institutioner og firmaer, må den selv være international og, til en begyndelse, europæisk. Stillet over for kræfter, der går ind for konservering og restaurering af fortiden, navnlig gennem nedbrydning af alle resterne af velfærdsstaten, må den være en bevægende kraft, der ville og burde kunne tvinge de internationale organisationer, staterne og deres regeringer til at foreskrive og gennemføre effektive forholdsregler for at kontrollere finansmarkederne, for at bekæmpe ulighederne og for at sikre en bedre fordeling af velstanden inden for nationerne og mellem nationerne.

Derfor foreslår vi, at der holdes en stænderforsamling for den sociale europæiske bevægelse med det formål at udarbejde et charter for den sociale bevægelse og lægge grunden til en international struktur, der samler alle de organisatoriske og intellektuelle former for modstand mod den neoliberale politik, idet man bevarer en fuldstændig uafhængighed i forhold til partier og regeringer.

Denne stænderforsamling bør for det første føre til en åben debat om de forskellige sociale omformningsprojekter, der har til formål at modvirke de igangværende økonomiske og sociale processer (fleksibel arbejdstid, mindsket social tryghed, voksende fattigdom, etc.) og at bekæmpe de af snævre sikkerhedshensyn mere og mere dikterede forholdsregler, hvormed de europæiske regeringer søger at neutralisere deres følger.

For det andet bør den føre til oprettelse af permanente forbindelser, der kan muliggøre hurtig mobilisering med henblik på fælles aktioner organiseret af de forenede sammenslutninger ­ uden at indføre nogen form for centraliserende tvang og uden på nogen måde at udviske forskellene med hensyn til inspiration og tradition. For det tredje bør den føre til en definition af fælles mål for nationale og internationale aktioner, orienteret i retning af at opbygge et solidarisk samfund, baseret på en harmonisering og en højnelse af de sociale normer.

Samlingen af alle de mænd og kvinder, der i deres daglige kamp mod de mest ødelæggende følger af den neoliberale politik har vundet et praktisk kendskab til den undergravende virkning de indebærer, kan således udløse en modoffensiv og en kollektiv kreativitet og dermed tilbyde de mennesker, der ikke længere føler sig hjemme i verden, som den er, en realistisk utopi, hvoromkring forskellige, men samstemmende bestræbelser og kampe kan organiseres.

Oversat af Børge Visby